Turistorganisationer

Destination Fyn - Erhvervshus Fyn

Destination Fyn er turismeorganisation for Fyn og Øerne og arbejder sammen med kommuner, turismevirksomheder og øvrige aktører om at udvikle og markedsføre destinationen med henblik på at skabe vækst, arbejdspladser og attraktive oplevelser på Fyn og Øerne.

Destination Fyn er en del af Erhvervshus Fyn. Organisationerne understøtter blandt andet turismevirksomhedernes udvikling og konkurrencekraft gennem virksomhedsvejledning, kompetenceudvikling, partnerskaber og udviklingsprojekter.

Klima og bæredygtighed i turismen

Destination Fyn arbejder med klima og bæredygtighed som en del af udviklingen af turismen på Fyn og Øerne. Arbejdet er blandt andet omsat til kompetenceforløb og konkrete værktøjer for turismevirksomheder, udvikling og afprøvning af løsninger inden for affaldshåndtering og gæsteadfærd samt måling af turismens klimaaftryk, certificeringer og bæredygtige udvikling.

Destination Fyn arbejder desuden sammen med kommuner, turismeerhvervet og øvrige aktører om en fælles turismeklimaplan, der skal sætte retning for den videre klimaindsats i turismen på Fyn og Øerne.


Særlig miljøindsats

Bæredygtighedsarbejdet omfatter også den sociale dimension. Gennem Turisme for Alle arbejdes der med at gøre turismeoplevelser mere tilgængelige og inkluderende for mennesker med forskellige behov og forudsætninger.

Destination Fyn / Erhvervshus Fyn har været certificeret efter Green Tourism Organisation-ordningen siden 2021. Certificeringen omfatter organisationens arbejde med blandt andet miljø- og klimaforhold, ressourceforbrug, sociale forhold og organisatorisk forankring.

Læs mere om Destination Fyns arbejde med klima og bæredygtighed 

Strategisk retning

Arbejdet med en mere bæredygtig turisme tager blandt andet afsæt i Udviklingsplan for Fyn og Øerne og visionen “Indtryk med positivt aftryk – Bæredygtighed i turismen på Fyn og Øerne frem mod 2030”. De sætter retning for arbejdet med at udvikle turismen i samspil med destinationens virksomheder, kommuner, lokalsamfund og natur- og kulturværdier.

 

Område

Fyn og det sydfynske øhav

Fyn bliver kaldt cykeløen pga. de 1200 km skiltet cykelruter i det smukke og alsidige landskab. Besøg de velbevarede købstæder, de 123 slotte og herregårde og lad dig friste af lokale fødevarer og sublime restauranter – det hele omkranset af et hav fyldt med 100 øer.

Odense er fyldt med smukke parker, romantiske haver og rekreative områder som udendørs fitnesslegepladser. 

På Fyn får du gode råvarer, kød fra glade dyr, lokalt brygget øl og vin, karakteristiske oste og udsøgte specialiteter, der kan nydes på en af de kulinariske ruter eller på en af de hyggelige madmarkeder.

Ud over Odense som er Fyns største by finder du hyggelige byer som Svendborg, Nyborg, Kerteminde, Bogense og Middelfart.

+45 69 16 41 12

info@ehfyn.dk

http://www.ehfyn.dk

Munkebjergvænget 1 ,5230

Odense