Dansk Kyst- og Naturturisme er en national organisation, der har til formål at udvikle kyst- og naturturismen i Danmark.
Dansk Kyst- og Naturturisme sætter en fælles agenda for udviklingen med vision, ambition, retning, prioritering og fokus og medvirker til at styrke turismeerhvervets konkurrencedygtighed, fremme innovation og understøtte en langsigtet udvikling med respekt for natur, miljø og lokalsamfund.
Konkrete aktiviteter udføres inden for rammerne af Den nationale strategi for dansk turisme og Handlingsplan for kyst- og naturturismen i Danmark.
Dansk Kyst- og Naturturisme er ikke en almindelig turistinformation og kan ikke besøges uden forudgående aftale.
Samfunds- og miljømæssigt ansvar er centrale begreber i Dansk Kyst- og Naturturismes arbejde. Det betyder, at vi sikrer varig forankring ved at integrere holdbare løsninger for både erhverv og natur i handlingsplanens initiativer.
Vi prioriterer tiltag, der har en langsigtet økonomisk effekt. Vi tilrettelægger indsatser, som gavner gæster og borgere, og som understøtter balancen mellem erhvervsudvikling, lokalt engagement og hensyn til kyst- og naturområderne. Samtidig understøtter vi konkrete innovationsprojekter, der fremmer ressource- og energieffektive løsninger.