pressemeddelsedesthimmerland

Destination Himmerland er nu certificeret grøn turismeorganisation

Destination Himmerland har netop modtaget miljøcertificering ’Green Tourism Organization’, som hylder destinationer og turismeorganisationer, der gør en særlig indsats i forhold til bæredygtighed og ansvarlig turisme.

Til trods for at Corona-krisen har haft enorm indflydelse på turismebranchen det seneste år, har Destination Himmerland fortsat arbejdet benhårdt med bæredygtig turisme.

Det er derfor også med stor stolthed, at vi har modtaget den prestigefyldte certificering ’Green Tourism Organization’, som er skabt af Friluftsrådet og HORESTA, på vegne af destinationen.

“Det er et vigtig mål på vores bæredygtighedsrejse og indgår som en del af destinationens strategi. Derfor er det også en milepæl som alle medarbejdere i turisme-teamet og bestyrelsen er enormt stolte over at have opnået” udtaler Turistdirektør, Jimmi Stæhr-Petersen.

For at blive tildelt certificeringen, er Destination Himmerland blevet vurderet ud fra 140 forskellige kriterier, herunder krav om den ledelsesmæssige prioritering af miljøhensyn, bæredygtige indkøb og organisationens interne forbrug af el, vand og varme. Ligesom der også er fokus på, hvordan destinationsselskabet yderligere gør en indsats for at booste bæredygtig turisme på tværs af destinationen.

Turisterne stiller i stigende grad krav til bæredygtighed når de vælger deres feriedestination, hvor de efterspørger muligheden for at træffe miljørigtige og bæredygtige valg på deres ferie.

“Den fælles indsats og samarbejdet omkring bæredygtig turisme er utrolig vigtig for at sikre, at Destination Himmerland fortsat bliver valgt som feriedestination, samtidig med at vi gør en aktiv indsats for at være et af de mest bæredygtige turistmål, så vi benytter og beskytter vores fantastiske natur for kommende generationer.”, siger Turistdirektør, Jimmi Stæhr-Petersen.

Hos Destination Himmerland arbejder man målrettet med bæredygtighed, blandt andet via det 3-årige bæredygtighedsprojekt “Next Step Himmerland”, som er støttet af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

“At modtage denne certificering er blot et af mange milepæle på Destinationens fælles rejse for at blive grønnere og mere bæredygtige. Gennem projektet har vi allerede nu oplevet stor interesse for den fælles udvikling af et mere bæredygtigt Himmerland, og med denne certificering viser det, hvordan vi i fællesskab med turismeerhvervet opnår resultater”, udtaler projektleder for Next Step Himmerland, Louise Storgaard Nielsen.

Destination Himmerland samarbejder med Mariagerfjord Kommune, Vesthimmerlands Kommune, partnere i destinationen og andre relevante samarbejdspartnere samt interessenter om den tværgående bæredygtighedsindsats.

Ved spørgsmål, kontakt:

Louise Storgaard Nielsen, projektleder ved Next Step Himmerland, tlf. 21480716, e-mail: louise@destinationhimmerland.dk