visitnordvestkystenstrategi-forside

Destination Nordvestkysten lancerer ny strategi med fokus på bæredygtighed

Destination Nordvestkysten har lanceret strategien ”Vores strategi”, der er en treårig strategi med bæredygtig turisme, som et af fem pejlemærker.

”Vi tænker grøn og bæredygtig turisme ind i al relevant udvikling. Vi arbejder for at udvikle turisme miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt, til gavn for både vores gæster og lokale borgere.” står der i strategien.

Ligeledes vil Nordvestkysten styrke initiativer og dagsorden for bæredygtig vækst. Der fremhæves projekter som ”100% bæredygtige feriehuse”, som handler om udvikling af overnatningsproduktet bæredygtige ferie-huse og ”Camp Now” med fokus forretningsudvikling af campingområdet.

Bæredygtighed som en af fem pejlemærker

De fire øvrige pejlemærker er:

  1. En strategisk sammenhæng og varig effekt, hvor samarbejdet mellem aktørerne styrkes. 
  2. En stærk og attraktiv destination, hvor turisternes adfærd og efterspørgsel følges nøje.
  3. Investering i et attraktivt turismeprodukt, hvilket har fokus på et samarbejde mellem blandt andet offentlige, private og filantropiske aktører.
  4. Markedsføring og turistinformation, der skal sikre, at produktudviklingen og markedsføringen følges ad. 

Baggrund for strategien

Tankerne og baggrunden for strategiarbejdet kommer fra branchen selv. Ved en række strategimøder med Destination Nordvestkysten som vært i november 2020, bød branchen nemlig selv ind med forslag til, hvordan Destination Nordvestkysten kan skabe værdi for det lokale turismeerhverv. 

Om strategien siger CEO, Peter Krusborg fra Destination Nordvestkysten: 

”Med afsæt i den gode dialog, vi har haft med vores erhverv, tror vi på, at der nu er sat en kurs for det videre arbejde, som giver mening – ikke blot i teori, men også i praksis. Nu handler det bare om, at vi fortsætter de gode takter sammen med vores erhverv. En rejse, som vi glæder os utroligt meget til.”

Bestyrelsesformand for Destination Nordvestkysten, borgmester H.C. Østerby, Holstebro, glæder sig også over den nye strategi, som han mener rammer præcist ind i en situation, hvor turistbranchen fortsat er udfordret på grund af pandemien, men samtidig er godt på vej mod at åbne igen. 


Om Destination Nordvestkysten
Kommunerne Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro er de fem kommuner, der er samlet som Destination Nordvestkysten, hvis formål er at samle og udvikle turismen i de enkelte kommuner. Bestyrelsen består af lokale politikere og repræsentanter fra turismeerhvervet. 
Destination Nordvestkysten har hovedkontor på Skeelslund ved Aabybro og har også et filialkontor i Lemvig. 

Læs strategien her…