klimafolkemoede2021-foto-jonas-legarth

Destination Fyn satte fokus på bæredygtig turisme på klimafolkemøde

Der var fyldt godt op i teltene i Middelfart til Klimafolkemødet, da Destination Fyn havde arrangeret to debatter om måling af bæredygtighed og samskabelse af bæredygtige oplevelser inden for turisme.

Hvordan måler vi bæredygtighed? CO2, vand og energi er lettere at måle end nogle af de ”bløde” elementer bæredygtighed også rummer, kunne det hurtigt konkluderes på den første af de to paneler. Autenticitet, følelser og samarbejde er nogle af de elementer, der skal inkluderes for at kunne udvikle en destination på længere sigt.

Miljøcertificeringerne blev fremhævet som redskaber, der kan bruges i målinger. 

”Certificeringerne giver nogle tal og fakta. Der er et måleværktøj bag, som giver substans.”

Certificeringerne er med til at give synlighed, og det er et visuelt udtryk for, at der ligger en stor arbejdsproces bag mærket. Paneldeltagerne var enige om, at selve systemet omkring certificeringer - eksempelvis den danske Green Key-ordning fra HORESTA, fungerer rigtig godt som redskab.

Som direktør for Sinatur, Claus Nielsen udtalte:

”Hvad betyder det for gæsterne, de tiltag vi gør? Hvor stor en betydning har det? Vi skal hele tiden at spørge det dommerpanel der er, og det er vores gæster.”

Bæredygtige oplevelser 

Et af de udsagn som flere af de deltagende virksomheder kunne nikke genkendende til, var udsagnet om at op mod 80% af gæsterne faktisk er villige til at betale lidt ekstra for miljøbevarende tiltag. Dog kun så længe de ikke skal gøre noget aktivt selv.

”De forventer faktisk, at virksomhederne har styr på det, at der bliver anvendt miljøcertificeringer, og at maden er økologisk”, kunne Peter Kvistgaard fremhæve af sine undersøgelser. 

Alle panelernes deltagere var enige om, at de opgave, der måtte være, i endnu højere grad skal løses på tværs og i fællesskab.

Du kan se og gense Destination Fyns TurismeTALKS på Klimafolkemødet 2021 her...

Deltagere i debatterne

Udviklingschef for Destination Fyn, Laura Raidla, var moderator, og fik guidet paneldeltagere og tilhørere igennem de to talks.  

Deltagerne var: 

  • Anne Thomas, direktør, CRT, Center for Regional- og Turismeforskning  
  • Claus Nielsen, direktør, Sinatur Hotel & Konference  
  • Mai-Britt Jensen, HR & Sustainability direktør ved Comwell Hotels
  • Simon Hartvig Frandsen, medejer, Fjelsted Skov Hotel & Konference  
  • Peter Kvistgaard, partner, Kvistgaard + Hird  
  • Jens Hausted, direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme  
  • Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder, Geopark Det Sydfynske Øhav   
  • Mikal Holt Jensen, miljøchef, HORESTA