vdkvejlefjord

Guide Danmark gør det lettere for turister at finde Green Key, Green Attraction m.fl.

De danske produkter i GuideDanmark databasen, der lever op til udvalgte miljøcertificeringer som Green Key, Green Attraction m.fl., er nu samlet i universet Green Experiences. Produkterne vil fremover blive opdateret af de certificeringsansvarlige.

Det er VisitDenmarks strategi at hjælpe turisterne med at træffe så miljøvenlige og bæredygtige valg som muligt, når de er på ferie i Danmark. Derfor er de danske produkter, der lever op til udvalgte miljøcertificeringer, nu samlet i GuideDanmark databasen under temaet Green Experiences.

VisitDenmarks analyser har gennem en årrække vist, at en stor del af turisterne lægger vægt på miljøvenlighed og bæredygtighed, når de skal træffe et ferievalg. Men analyserne viser også, at kommunikationen om de mere miljøvenlige og bæredygtige muligheder skal være meget lettere af finde.

”Turisterne vil gerne træffe miljøvenlige valg. Men det må ikke være noget, man skal søge længe efter. Derfor har vi skabt det nye univers ”Green Experiences” i Guide Danmark, siger Eva Thybo, der er projektleder for bæredygtighed i VisitDenmark.

Det er i første omgang produkter med Green Key, Svanemærket, EU-Blomsten og Det Økologiske Spisemærke, der med i GuideDanmark databasen.

”Vores analyser viser, at turisterne gerne vil have en klar beskrivelse af, hvad de forskellige mærkeordninger dækker. Derfor er der også links til certificeringsordningerne, så turisterne kan dykke mere ned i, hvad ordningen går ud på,” siger Eva Thybo.

Flere certifikater kan komme til

En arbejdsgruppe under Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling er i gang med at se på, hvilke certificeringsordninger der skal være gældende, når målet i den nationale turismestrategi om, at 70 pct. af overnatningsstederne skal være miljøcertificerede, skal gøres op. Og det vil sandsynligvis give anledning til at tage flere ordninger med i Guide Danmark. 
 

Se produkterne i Guide Danmark