vadehavet

Naturstyrelsen advarer: Vadehavets UNESCO-status er truet

Hvis et stort testvindmøllecenter ender med at skulle bygges i vadehavsområdet, risikerer Vadehavet at ryge af UNESCOs verdensarvsliste.

Naturstyrelsen er bekymret for Vadehavets plads på UNESCOs verdensarvsliste, for planer om at opføre et testvindmøllecenter kan vise sig at være uforenelige med de krav, som UNESCO stiller til bevaring af verdensarv, og dermed risikerer Vadehavet at miste deres plads, skriver TV Syd.

Vadehavet har haft status som UNESCO-verdensarv siden 2014. Herudover er Vadehavet også en nationalpark og et Natura2000-område, hvilket vil sige at naturområdet er under EU’s beskyttelse.

En status som dansk nationalpark indbefatter, at naturområdet er enestående og vurderes at have en enestående naturtype for Danmark. Desuden er Vadehavet et af verdens største tidevandsområder.
”Det består af øer, tidevandskanaler, løb, mudderflader og kyst, som hele tiden ændrer form og nogle gange endda sted. Det indeholder stor diversitet i plante- og dyreliv og er et af verdens mest produktive økosystemer,” skriver Nationalpark Vadehavet på sin hjemmeside.