silkeborg-visitaarhus-pressefoto-scaled-e1626617873815-620x330

56 mio. kr. til bæredygtig turisme i Danmark

Projekt om grønne feriehuse er et af de 13 projekter, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har uddelt næsten 56 mio. kr. til. Alle midlerne skal være med til at fremme og udvikle bæredygtig turisme i Danmark

Dansk turisme skal være mere bæredygtig. Det var overskriften da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse uddelte knap 56 mio. kr. til 13 turismeprojekter. Indsatserne ligger i forlængelse af den nye, nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme. Det skriver Turistmonitor.dk.

Danmark er allerede anerkendt som et bæredygtigt og grønt foregangsland, og netop derfor er det vigtigt, at turismetilbuddene indfrier de grønne forventninger, mange turister har til Danmark.

“Fremtidens bæredygtige turisme afhænger af, at vi sætter ind på flere forskellige områder. Det er derfor, vi bakker op om projekter, der har fokus på den miljømæssige såvel som den økonomiske og socialt bæredygtige styrkelse af turismeproduktet,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, der er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og borgmester i Middelfart Kommune.

Bag nogle af de projekter, der har fået støtte, står Destination Nordvestkysten, Wonderful Copenhagen og Fonden Visit Aarhus.

Læs mere på Erhvervsfremmebestyrelsens hjemmeside…