Green Tourism Organization gør en forskel for Feriepartner Thy
Det nordjyske udlejningsbureau Feriepartner Thy har netop modtaget den eftertragtede Green Tourism Organization-certificering, der tildeles turismeorganisationer, som gennem konkrete initiativer gør en særlig indsats for at fremme bæredygtig turisme.
Turister fra nær og fjern kan se frem til at blive mødt af ekstra store smil hos Feriepartner Thy denne sommer. Bureauet har netop fået tildelt den prestigefyldte Green Tourism Organization-certificering, som gives til virksomheder, der arbejder dedikeret med at fremme en miljøvenlig turismebranche. Forud for certificeringen er Feriepartner Thy blevet vurderet ud fra 140 kriterier såsom vandforbrug, miljømærkning og sortering af affald.
– Det er en utrolig stor glæde at arbejde i en virksomhed, hvor den grønne omstilling tages alvorligt, og hvor vi hele tiden stræber efter at forbedre os. På kontoret i Vorupør i Thy er vi meget stolte af, at vi gennem en fælles indsats nu kan kalde os en grøn turismeorganisation, og anerkendelsen motiverer os til at gøre det endnu bedre i fremtiden, forklarer Hanna Amdisen, som er bureauleder og partner hos Feriepartner Thy.
Bag certificeringen står brancheorganisationen HORESTA og paraplyorganisationen Friluftsrådet, som ønsker at bakke op om de aktører, der går en ekstra mil for at skabe en grønnere turismebranche.
Feriepartner har otte udlejningsbureauer i Nordjylland, der nu alle kan kalde sig en grøn turismeorganisation. Det er målet, at alle 27 Feriepartner-bureauer i Danmark skal certificeres inden udgangen af 2023.