Certifikat Til Turistinfomation I Helsingør

Turistinformation i Helsingør får anerkendelse for grøn indsats

Helsingør Visitor Service på Kulturværftet har fået tildelt HORESTA´s grønne certifikat, Green Tourism Organization, for sit miljøarbejde.

Der var glæde i Helsingørs turistinformation – Helsingør Visitor Service – da det stod klart, at turistinformationen på Kulturværftet har opnået HORESTA og Friluftsrådets grønne certificering som Green Tourism Organization.

Turistinformationen er et samarbejde mellem Biblioteket, Wonderful Copenhagen og Helsingør Kommune, og det er en fælles indsats - og planer for aktiviteter på det grønne område - som har bragt certificeringen i hus.

’Det er tydeligt, at Helsingør Visitor Services miljøgruppe gør en ihærdig indsats med miljøarbejdet, og at den er primusmotor for, at interessen for miljøarbejdet spredes og prioriteres i hele huset (Kulturværftet, red.), lød en del af begrundelsen fra sekretariatet bag ordningen.

Green Tourism Organizationen lægger også vægt på, at man i turismesamarbejdet har en række meget flotte og informative materialer om bæredygtige og grønne aktiviteter i Helsingør og omegn, som turister på egnen kan lade sig inspirere af.

Udvikling af bæredygtig turisme

Certifikatet Green Tourism Organization tildeles organisationer, der både har fokus på, hvad de gør i deres eget hus - og arbejder aktivt med at fremme bæredygtighed inden for turismen i lokalområdet. Samtidig skal destinationen have mange miljømærkede overnatningssteder og en mission for at få området i en mere bæredygtig retning – og det har Helsingør Kommune.

- Vi er stolte over at blive certificeret med den bæredygtige ordning Green Tourism Organization. Det viser, at vi på mange områder er rigtig godt i gang med aktivt at fremme bæredygtighed, siger borgmester Benedikte Kiær.

- En stor tak til vores mange dygtige samarbejdspartnere i kulturlivet, som går helhjertet ind i samarbejdet om at blive grønnere.

Et kæmpe skulderklap

Også formanden for Klima- og Bæredygtighedsudvalget, Mette Lene Jensen, glæder sig over certificeringen.

- Certificeringen skal ses som et kæmpe skulderklap for det store arbejde, som især Helsingør Turistinformation står bag. Vi glæder os og ser frem til – i samarbejde med de mange dygtige aktører på turismeområdet – at fortsætte det målrettede arbejde med at udvikle turismen i en bæredygtig retning, siger hun.

I Helsingør Kommune betyder certificeringen, at kommunen forpligter sig til fortsat at udvikle turismen i en bæredygtig retning. Det skal ske i et tæt samarbejde mellem kommunen og aktører som restaurationer, hoteller, detailhandel, oplevelsesudbydere, kulturinstitutioner og attraktioner.